Mattisrøver


Kontakt-billede

Per Jellum er tenor. Han er uddannet privat hos Bodil Gümoes og Åsa Bäverstam, DKDM, samt hos Douglas Yates, Roberta Cunningham og Neil Semer.

Per startede som baryton og har sunget en lang række af de store operettepartier i det stemmefag. Bl.a. Danilo (Den Glade Enke), Bobinet (Pariserliv), Oberst Ollendorf (Tiggerstudenten) og Kaptajn Cochran (HMS Pinafore).

Per har endvidere optrådt med Århus Kammeropera som Niels/Don Juan (Don Juan Effekten) og Papageno (Tryllefløjten). Med Den Rullende Opera har han turneret med "Rita" (Donizetti) og "Le Docteur Miracle"/"Une Éducation Manquée" (Chabrier/Bizet)

Efter stemmeomlægning i 2009/10 er der kommet flere roller under bæltet. I operettegenren tælles nu partierne som Eisenstein (Flagermusen), Nanki-Poo (Mikadoen), Leopold (Sommer i Tyrol) og Floridor/Celestin (Frk. Nitouche) blandt de opførte.

Som tenor har Per desuden sunget partiet som Parsifal i Tue Biering/Jeppe Kristensens anmelderroste "Parsifal - et operakorstorg", Gastone i La Traviata med Opera Nordsjælland og Il Commisario Imperiale i Mme. Butterfly på Opera Hedeland (et gæstevisit som baryton).

De seneste ti år har Per været en del af solistensemblet i Det ny Tonefilmsorkester, med flere CD-udgivelser bag sig.

Til dagligt er han tilknyttet korene på Det Kgl. Teater, Den Jyske Opera, Malmö Opera og Opera Hedeland. Til efteråret er Per aktuel i titelrollen i Webers børneopera "Abu Hassan".

Per elsker allermest når hans søn er glad. Så giver livet mening.