AMERICAN IDIOT2021 · 2017

Den Grå Hal lagde nye rammer til en rockforestilling af de helt sjældne. Det rå mødte det rørende i en kontrastfyldt og anderledes musical-teaterkoncert-med-et-plot på Christiania, som ikke var set før. Benjamin la Cours enestående scenografi i samspil med Tim Zimmermanns forrygende iscenesættelse skabte en uforglemmelig oplevelse, som B.T. gav 6 stjerner og kaldte ”Det fedeste show i byen”.

GHOST2018

Den legendariske 90’er klassiker kom til live i en rørende og sanselig opsætning. Frederikke Vedel og Mikkel Moltke Hvilsom portrætterede de ikoniske roller, og Joachim Knop lagde stemme til den ikoniske ’Unchained Melody’. Publikum grinede med Sara Gadborgs fortolkning af fake-clairvoyanten Oda Mae, mens Jesper Asholt fik taget til at løfte som steppende spøgelse.

Ghost høstede lutter topanmeldelser, og fik ord med på vejen som ”Ghost er ren magi” og ”Danmarks bedste musical”, og Jyllands-Posten kaldte den ”Musicalkunst i sin reneste form”.

DJÆVELENS LÆRLING2018

Heltemus fik eksklusivt lov til at udvikle musicalen over Kenneth Bøgh Andersens ”Djævelens Lærling”. Det blev til en magisk tour de force med flyvninger, enestående musik og scenepræstationer. En djævelsk musical møder film noir krimi, hvor selveste eksistensen og kampen mellem det gode og det onde er på spil. Handlingen foregår i Helvede, hvor Mørkets Fyrste er forgiftet, og det er op til den himmelsk artige dreng at klare skærene sammen med sin nyfundne ven, temptaneren Satina. En hidtil uset oplevelse i et gigantisk rødt telt på Refshaleøen og efterfølgende turné, som tog Jylland med djævelsk storm! Djævelens Lærling høstede 4 priser hos Broadwayworlds årlige uddeling.